Personlighedsspaltning er hverdagsordet for den diagnose, der fagligt hedder dissociativ identitetsforstyrrelse (DID). Tilstanden har koden F44.81 i ICD-10 og 6B64 i ICD-11, og den hører til de dissociative tilstande — ikke til personlighedsforstyrrelserne og ikke til psykoserne. Det er den forveksling, der giver flest misforståelser, og den rydder vi op i her.
Nedenfor finder du hele F44-gruppen med koder, forskellen på personlighedsspaltning og skizofreni, og hvad der er ændret, da ICD-11 delte diagnosen i to.
Hvad er dissociativ identitetsforstyrrelse (DID)?
Dissociativ identitetsforstyrrelse er en tilstand, hvor en person har to eller flere adskilte personlighedstilstande, som skiftes til at have kontrollen over bevidsthed og handlinger. Skiftet mellem tilstandene følges typisk af ændringer i sansning, følelser, tænkning, hukommelse og motorik.
Et kernetræk er, at der ofte er amnesi omkring skiftet: den ene tilstand husker ikke, hvad der skete, mens en anden havde kontrollen. Det er dét, der adskiller diagnosen fra almindelig humørsvingning.
Diagnosen har haft flere navne. «Multipel personlighedsforstyrrelse» er den ældre betegnelse, «personlighedsspaltning» er den folkelige, og «dissociativ identitetsforstyrrelse» er den, fagfolk bruger i dag.
Hvad betyder det at dissociere?
At dissociere betyder, at sammenhængen mellem hukommelse, identitetsfølelse, sanseindtryk og kontrol over kroppens bevægelser går helt eller delvist i stykker. Det er den fælles mekanisme bag alle de dissociative tilstande.
Dissociation er ikke det samme som at være distræt. Ifølge Lægehåndbogen på sundhed.dk er symptomerne ubevidste for den, det sker for — de opleves ikke som noget, man vælger eller kan tage sig sammen til at lade være med.
Lette former for dissociation kender de fleste: at køre en velkendt strækning uden at kunne huske turen, eller at «forsvinde» i tanker. Det er ikke en lidelse. Det bliver først en diagnose, når tilstanden er vedvarende, ufrivillig og forstyrrer hverdagen.
Hvad er dissociative symptomer?
Dissociative symptomer rammer fire områder: hukommelse, identitet, sansning og bevægelse. De hyppigste er:
- Hukommelsestab — huller i erindringen om vigtige personlige forhold, langt ud over almindelig glemsomhed
- Identitetsforstyrrelse — oplevelsen af, at der er flere adskilte tilstande af «mig», med forskellig adfærd og hukommelse
- Tab af tidsfornemmelse — minutter eller timer, der ikke kan gøres rede for
- Sanseforstyrrelser — syns-, høre- eller føletab uden neurologisk forklaring
- Motoriske symptomer — lammelser eller muskelsvaghed uden fysisk årsag
- Kramper — anfald, der ligner epilepsi, men uden epileptisk aktivitet i hjernen
- Stupor — markant nedsat reaktion på omgivelserne uden fysisk forklaring
Sundhed.dk knytter tilstandene til svære belastninger tidligt i livet — vanrøgt, incest eller andre alvorlige forhold i barndommen — samt til stress og uløste psykiske konflikter.
De 10 dissociative tilstande i ICD-10’s F44-gruppe
Dissociative tilstande er ikke én diagnose, men en gruppe på ti. I ICD-10 samles de under F44, «dissociative tilstande (konversionstilstande)». Personlighedsspaltning er kun én af dem:
| Kode | Tilstand | Hvad kendetegner den |
|---|---|---|
| F44.0 | Dissociativ amnesi | Hukommelsestab om vigtige personlige forhold, typisk omkring noget traumatisk |
| F44.1 | Dissociativ fugue | Uventet rejse væk hjemmefra kombineret med hukommelsestab om egen fortid |
| F44.2 | Dissociativ stupor | Næsten ophørt bevægelse og reaktion på omgivelserne uden fysisk årsag |
| F44.3 | Trance- og besættelsestilstande | Indsnævret opmærksomhed og automatiske handlinger |
| F44.4 | Dissociative motoriske forstyrrelser | Lammelse eller muskelsvaghed uden neurologisk forklaring |
| F44.5 | Dissociative kramper | Anfald, der ligner epileptiske, men uden epileptisk aktivitet (PNES) |
| F44.6 | Dissociativ anæstesi og føletab | Tab af syn, hørelse eller følesans uden fysisk årsag |
| F44.7 | Blandede dissociative tilstande | Flere af ovenstående på én gang |
| F44.8 | Andre dissociative tilstande | Herunder Ganser-syndrom (F44.80) og multipel personlighedsforstyrrelse (F44.81) — det, der i daglig tale er personlighedsspaltning |
| F44.9 | Dissociativ tilstand, uspecificeret | Bruges, når kriterierne ikke passer entydigt på én undertype |
Bemærk placeringen: personlighedsspaltning ligger under F44.8 — «andre» — og ikke som en hovedkategori for sig. Det siger noget om, hvor sjælden og hvor omdiskuteret diagnosen har været.
Hvad er et dissociativt anfald?
Et dissociativt anfald er et krampeanfald, der ligner epilepsi udefra, men hvor der ikke er epileptisk aktivitet i hjernen. Fagligt hedder det psykogene ikke-epileptiske anfald, forkortet PNES, og det har koden F44.5.
Tallene fra Lægehåndbogen viser, hvor let det forveksles med epilepsi:
- 10-20 % af dem, der henvises til epilepsicentre med behandlingsresistent epilepsi, har i virkeligheden PNES
- 4 ud af 5 med PNES er kvinder
- 10-30 % af dem, der får diagnosen PNES, har epilepsi samtidig
Netop derfor stilles diagnosen ikke ud fra, hvordan anfaldet ser ud, men ved udredning — typisk med EEG.
Hvad er forskellen på personlighedsspaltning og skizofreni?
Personlighedsspaltning er en dissociativ tilstand; skizofreni er en psykose. Det er to forskellige diagnosegrupper med forskellige koder, forskellige symptomer og forskellig behandling.
Forvirringen skyldes ordet. «Skizo» betyder spaltet, men i skizofreni henviser det til en splittelse mellem tanke, følelse og virkelighedsopfattelse — ikke til flere personligheder. Skizofreni handler om hallucinationer, vrangforestillinger og forstyrret tænkning. Personlighedsspaltning handler om adskilte identitetstilstande med hukommelsestab imellem.
De to kan alligevel være svære at skelne i praksis, fordi hørehallucinationer kan optræde ved begge. Lægehåndbogen anfører netop skizofreni som en af hoveddifferentialdiagnoserne ved dissociative tilstande — sammen med PTSD, angst, affektive lidelser og somatoforme tilstande. Er du interesseret i traumesporet, kan du læse videre om posttraumatisk stress.
Er borderline det samme som personlighedsspaltning?
Nej. Borderline er en personlighedsforstyrrelse, ikke en dissociativ tilstand — to forskellige grupper i diagnosesystemet.
En person med borderline kan skifte humør ofte og hurtigt fra den ene yderlighed til den anden. Men personen kan huske humørskiftene; vanskeligheden ligger i at styre de følelsesmæssige udbrud, ikke i at miste hukommelsen om dem. Det er dét, der adskiller borderline fra personlighedsspaltning, hvor amnesi omkring skiftet er et kernetræk.
Der kan være stor forskel på, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk hos den enkelte person. Læs mere om borderline personlighedsforstyrrelse her.
Personlighedsforstyrrelser er en anden gruppe end de dissociative
Personlighedsforstyrrelser hører under F60 i ICD-10 og er noget andet end personlighedsspaltning. De handler om vedvarende mønstre i måden at opleve og reagere på — ikke om adskilte identitetstilstande med hukommelsestab. De hyppigst beskrevne er:
- Paranoid — overfølsomhed over for nederlag og afvisning
- Skizoid — nedsat evne til at føle, forstå og udtrykke følelser
- Dyssocial — manglende evne til at føle ansvar og skyld
- Emotionelt ustabil — omfatter borderline-typen
- Histrionisk — dramatiserende og overdrivende adfærd
- Tvangspræget — overdreven ordenssans og perfektionisme
- Ængstelig — mindreværdsfølelse og svært ved at tåle kritik
- Dependent — underordner sig andre og træffer ikke selv beslutninger
De optræder her, fordi de ofte forveksles med personlighedsspaltning — ikke fordi de er former for den.
ICD-11 deler diagnosen i to: 6B64 og 6B65
I ICD-11 er personlighedsspaltning ikke længere én diagnose, men to. Det er den væsentligste ændring siden ICD-10, og den er endnu ikke slået igennem i det meste danske materiale:
- 6B64 — dissociativ identitetsforstyrrelse: mindst to adskilte personlighedstilstande tager gentagne gange kontrollen over bevidsthed og handlinger
- 6B65 — partiel dissociativ identitetsforstyrrelse: én tilstand er dominerende og fungerer i hverdagen, mens en eller flere andre trænger sig på uden at overtage kontrollen vedvarende. Der kan forekomme enkelte, kortvarige episoder, hvor en anden tilstand tager over
Skellet er altså, om de øvrige tilstande overtager styringen eller kun trænger sig på. Den partielle form er ny som selvstændig kategori og dækker tilfælde, der tidligere faldt mellem stolene.
Hvordan behandles dissociative tilstande?
Dissociative tilstande behandles først og fremmest med psykoterapi, ikke med medicin. Medicin er ifølge Lægehåndbogen kun relevant ved samtidige tilstande som depression.
Prognosen er bedre, end mange tror:
- 75 % oplever spontan bedring af de dissociative symptomer
- 25 % af dem får tilbagefald
- 85 % af børn er symptomfri fem år efter diagnosen
- 25 % får senere en neurologisk diagnose, der forklarer symptomerne
Det sidste tal er værd at hæfte sig ved: hos hver fjerde viser der sig med tiden en fysisk forklaring. Derfor er en ordentlig udredning ikke en formalitet.
Hvornår skal du søge hjælp?
Søg læge, hvis du oplever hukommelseshuller, du ikke kan forklare, perioder du ikke kan gøre rede for, eller anfald, lammelser og sansetab uden fysisk årsag. Det gælder også, hvis nærtstående fortæller dig om adfærd, du ikke selv kan huske.
Dissociative tilstande kan hverken diagnosticeres eller udelukkes på en hjemmeside. Denne artikel er en forklaring, ikke en udredning — og den erstatter ikke en samtale med din læge.
Læs også: Hvad er stress?
Kilder
- Patienthåndbogen og Lægehåndbogen på sundhed.dk, «Dissociative lidelser» — undertyper, årsager, differentialdiagnoser, PNES-tal og prognose
- WHO, ICD-10, kapitel F44 «Dissociative [conversion] disorders» — koderne F44.0-F44.9
- WHO, ICD-11 MMS, 6B64 og 6B65 — de diagnostiske beskrivelser af dissociativ og partiel dissociativ identitetsforstyrrelse
Senest opdateret 3. september 2026.